BLIV FØRSTEHJÆLPER - og gør en forskel.
Nu er det muligt at være med til at gøre en forskel ved hjertestop.
 
Region Syddanmark har nu besluttet at være en del af projektet "Danmark redder liv", som er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Region Sjælland, FirstAED og Dansk Folkehjælp.
 
Dette samarbejde betyder, at interesserede nu kan tilmelde sig som førstehjælpere ved hjertestop - og således stå til rådighed, hvis alarmcentralen får brug for hurtig lokal assistance, hvis en person får hjertestop.
 
Via en særlig app kan de godkendte førstehjælpere nu alarmeres og tildeles forskellige opgaver, som f.eks. at hente den nærmerste hjertestarter.
 
Kerteminde Landsbyråd har tidligere på året afholdt 4 møder om hjertestartere og hjerte/lungeredning og ved disse møder har 55 personer givet udtryk for, at man overvejede at tilmelde sig som førstehjælper, når muligheden bød sig. Det gør den altså nu, og Kerteminde Landsbyråd har derfor sendt en mail til de interesserede personer og opfordret dem til at gøre alvor af deres overvejelser.
 
'Vi konstaterer at mange af de personer, vi er i kontakt med, næste alle er bosiddende i landsbyerne', siger Steen Hjorth, som er formand for Kerteminde Landsbyråd, '- og vi har stort set ikke været i kontakt med personer, som er bosiddende i Langeskov, Munkebo og Kerteminde. Vi er i kontakt med enkelte personer i byerne, som vi nu vil indkalde til et møde for at finde ud af, hvordan vi kan sprede budskabet om at folk kan tilmelde sig som førstehjælpere ud til endnu flere.'
 
Man kan læse mere om regionens beslutning på regionens hjemmeside https://www.regionsyddanmark.dk/wm502705.
 
Hvis man vil tilmelde sig som førstehjælper, sker dette på https://redderliv.dk/tilmelding/ På denne hjemmeside kan man også læse mere om betingelser, krav og forventninger til de, der melder sig som førstehjælpere.