Bliv klogere på Martofte
På tur med de lokale…….og bliv klogere på Hindsholm.
Succesen gentages 8. september 2010.
Efter succesen med ikke mindre end 58 personer i den seneste gå-tur i Viby den 11. august, er turen nu kommet til at blive klogere på den nordlige del af Hindsholm.
Onsdag den 8. september kl. 19.00 inviterer Stubberup Sogns Beboerforening alle interesserede på en gå-tur med udgangspunkt fra Martofte Sognegård.
Gå-turen er en del af det ”grænseoverskridende” samarbejde i det nye spændende samarbejde mellem de 4 lokalråd/beboerforeninger på Hindsholm. På skift inviterer de 4 foreninger alle interesserede på gå-ture med lokale, som vil fortælle stort og småt og ”deres” område. Der findes mange historier, der kan fortælles om Hindsholm – og hvem er bedre til det end de lokale.
Formålet med samarbejdet er naturligvis både at gøre folk på Hindsholm klogere på det sted, de bor – men også at fremme fællesskabet på tværs af de gamle sognegrænser, så Hindsholm fortsat er et attraktivt sted at bo.Målgruppen er primært borgere på Hindsholm, men alle interesserede er velkomne til at deltage.
Turen den 8. september er sidste tur i år, men initiativet fortsætter næste år, hvor Dalby Lokalråd er vært for den næste tur, onsdag den 11. maj 2011.
